Hvorfor bliver man psykotisk?
Paris Williams ”Rethinking Madness”, beskriver eksistentielle kriser som en afgørende årsag og jeg er meget enig. Men da eksistentielle kriser er universelle, hvordan kan det så være, at nogle reagerer så kraftigt, at de bliver psykotiske og andre ikke? Dette kan illustreres ved at se på to almene eksistentielle dilemmaer.
Vi har alle behov for en vedvarende balance mellem at være uafhængig, fri og selvbestemmende i forhold til behovet for kærlighed, afhængighed og accept. Balancen mellem de to poler er kunsten, når der skal skabes bæredygtige relationer til andre mennesker, et dilemma som alle kan genkende.
Det andet mere luftige, uhåndgribelige eksistentielle dilemma, er behovet for at have en stabil selvfornemmelse i forhold til universet, forstået udefra de stor filosofiske spørgsmål om meningen med livet, døden og selve eksistensen.
For ikke at blive overvældet af dette, er det afgørende, at man udvikler mentale konstruktioner, hvor man skaber mening, sandheder og en forståelsesramme for at begå sig i dagligdagen. Det forhold gør, at man opbygger en fornemmelse af forudsigelighed/soliditet, hvor verden opleves som stabil og tryg, og man kan udvikle en stabil selvfornemmelse. Bagsiden er, at man kan skabe en illusion om, at verden og ens selvfornemmelse er mere stabil og tryg end de i virkeligheden er. I tilfælde af en krise/traume eller i forbindelse med stoffer kan ens mentale konstruktioner blive så rystet, at de bliver meget ustabile. For nogen kan det være en stor oplevelse, som forandrer deres liv, men for andre kan det åbne døren til den overvældende angst, når man opdager at ens verdensbillede, som var stabilt og pålideligt, ikke er det mere. I den ofte desperate proces at genskabe fodfæste, oplever mange psykiske fænomener, som ikke er en del af den ’fælles verden’. Dvs. det som oftest betegnes som psykoser.
Som jeg ser det gennem egne erfaringer og som Williams beskriver så godt, ligger der et enormt metamorfisk potentiale i psykoser. For at blive til en sommerfugl skal larven igennem en proces, hvor den opløses fuldstændigt for derefter at gendanne sig som den smukke sommerfugl den er. Ligeledes når et menneske oplever en så stor krise, at deres verdensbillede ikke længere fungerer og almindelig strategier ikke rækker, kan psyken, som sidste forsøg gå ind i en sådan tilstand, at selvet fragmenteres og ens meningsstruktur går i opløsning. Som Recovery litteraturen så tydeligt viser, er muligheden for at reintegrere og komme igennem processen som en stærkere person stor, såfremt personen får den rigtige støtte. For mange kan processen ende med en oplevelse af at have det bedre end nogen sinde før. Åben dialog i Finland er et eksempel på veldokumenteret, brugbare støtte/metode i relation til psykoser.
Ulykkeligvis er den akademiske psykiatri med dens biomedicinske tilgang en forhindring for mange. Det er noget, der kan ses i de konkrete tal. For befinder man sig i sådan en krisetilstand, er man også meget sårbar. Mødet med psykiatri sker oftest, når man er i den opløste, fragmenterede tilstand, hvor selvet er i fare. For mange bliver den påførte diagnose, f.eks. skizofreni, den nye identitet og meningsstruktur. Man bliver ”skizofren” med alle de konsekvenser diagnosen indebærer, fremfor en mulig sommerfugl.